Østbyen til kamp mod bjørnekloen
Søndag gravede borgere og politikere flere hundrede kvadratmeter bjørneklo op
i Østbyens grønne kile. Anledningen var ”B-dag” (bjørneklobekæmpelsesdag). 13
voksne og 1 barn tog kampen op mod bjørnekloen.
Marianne Løvdal, formand for Teknisk Udvalg, bød velkommen til B-dag:
- Jeg er glad for at kunne byde velkommen til B-dag for tredje år her i
Østbyen, sagde hun og fortalte derpå lidt om området:
- Kommunen har valgt at gøre en særlig indsats for at bekæmpe bjørneklo i
Østbyens grønne kile, da det er et område, der oprindeligt blev fredet på
grund af den skønne natur og den smukke udsigt fra Skansebakken. Det var en
privat borger, grosserer Zachariae, der gennem 37 år opkøbte en stor del af
den grønne kile, stykke for stykke, fordi han var så betaget af udsigten og
ville bevare den for eftertiden. Siden købte kommunen det samlede areal og
lagde det sammen med resten af den grønne kile. Nu er området blevet et
vigtigt rekreativt område, både for borgerne og daginstitutionerne.
Indsatsen for at bekæmpe Bjørneklo skal være med til at sikre, at det
bliver ved med at være et godt rekreativt område.
- Der er imidlertid så mange bjørneklo i området, at vi ikke kan grave dem
op alle sammen. Derfor er en del af den grønne kile blevet indhegnet, og
der er sat får ud. Fårene kan vældig godt lige at spise bjørneklo. Samtidig
styrkes naturplejen, når fårene spiser en del af det pile- og birkekrat,
der er ved at brede sig. Det giver kommunen mulighed for på sigt at plante
en mere åben egeskov. Det er vigtigt, fordi Østbyens grønne kile ikke blot
har en smuk natur, men også en meget stor artsdiversitet indenfor
sommerfugle - faktisk kan man finde næsten halvdelen af alle de danske
sommerfuglearter i området. Og de forsvinder, hvis vi ikke får styr på
Bjørnekloen og det tætte buskads, sagde Marianne Løvdal.
Efter velkomsten begav deltagerne sig ud gennem fårefoldene for at grave
bjørneklo væk på den anden side af hegnet. Hele området var tæt dækket af
unge bjørnekloplanter.
- Dem skal fårene nok få spist indenfor hegnet, fortalte Niels Henrik
Thorman fra Natur og Park. Han fortsatte:
- Som I kan se, står der ikke nogen frøstande fra sidste år, fordi vi fik
fjernet alle de to-årige planter, der ellers ville have blomstret og spredt
op til 50.000 frø per styk. Hvis vi hvert år fjerner de to-årige planter,
skal vi nok få udryddet bjørnekloen her i området.
I halvanden time gravede deltagerne på livet løs i området langs
fårefoldene, og i skoven bagved boldbanerne. Mange af planterne var
allerede én meter høje, men de flittige deltagere fik ryddet flere hundrede
kvadratmeter for bjørneklo. Da de var færdige lignede området en slagmark,
hvor bjørnekloen helt klart var taberen.
Dagen blev sluttet af med en velfortjent frokost i det grønne og
præmieoverrækkelse. Flere familier meldte sig desuden som frivillige
"bjørneklofightere". Det vil sige at de vender tilbage til
området et par gange i løbet af sommeren med en spade i hånden, for at
sikre sig at der ikke er nogle planter der når at sætte frø.
Yderligere oplysninger:
Pernille Kern Kernel
Agenda 21 projektleder
Tlf: 4820 2604