Få skovlen under bjørnekloen
Bjørnekloen er giftig og spreder sig med stor fart i Hillerød. Derfor inviterer kommunen nu til B-dag, hvor byrådsmedlemmer og borgere graver bjørneklo op i Østbyens Grønne Kile d. 4. maj og i området ved Stadion d. 11. maj.
Kæmpe bjørneklo har gennem de seneste år har bredt sig voldsomt langs vandløb og på uopdyrkede områder i Hillerød Kommune. En enkelt plante kan sætte 50.000 frø om året, så den spreder sig lynhurtigt. Den er giftig for mennesker ved berøring, og den store blade skygger så meget at det naturlige planteliv bukker under.
”Det er svært for kommunen at holde planten nede uden hjælp fra borgerne. Derfor afholder vi B-dagene, hvor vi beder borgerne om at hjælpe med at bekæmpe den giftige plante inden den vokser sig alt for stor. I år gælder indsatsen de naturskønne områder i Østbyens grønne kile og omkring Ødammen ved Hillerød Stadion.” siger Sven Ove Larsen, formand for Teknisk Udvalg i Hillerød.
B-dagen afholdes d. 4. maj på Tovegården i Østbyen og d. 11 maj på Hillerød Stadion i Vestbyen. Arrangementet er for hele familien. Det begynder klokken 17, hvor Teknisk Udvalgs formand Sven-Ove Larsen byder velkommen. Sammen med repræsentanter fra byrådet og borgerne vil han derefter trække i arbejdshandskerne og fatte spaden for at rodstikke bjørneklo. Der er forskellige konkurrencer med præmier. Voksne kan teste deres indre bjørn i kampen om, hvem der kan grave flest bjørneklo, eller hvem der har den største viden om planten. Børnene kan tegne den flotteste bjørnekloplakat. Tegningerne udstilles på hjemmesiden www.hillerod.dk/bjorneklo. Aftenens anstrengelser sluttes af med middag i det grønne.
B-dagene er startskuddet til årets indsats i bekæmpelsen af bjørneklo. Vi har valgt at gøre en særlig indsats i netop disse områder, fordi der ikke er bjørneklo på de omkringliggende arealer. Når planten udryddes her kan den derfor ikke indvandre til området igen. Det er vigtigt at bekæmpe planten så børn fra de nærliggende institutioner og idrætsanlæg ikke kommer i kontakt med den. Der er desuden en meget varieret natur i områderne, som kommunen gerne vil beskytte. I Østbyens grønne kile kan man for eksempel finde næsten halvdelen af de danske sommerfuglearter. De lever her på grund af den specielle sammensætning af planter, der vokser naturligt i området. Bjørnekloen skygger det naturlige planteliv væk, og den er derfor en trussel for sommerfuglene.
I Østbyens grønne kile begyndte vi indsatsen sidste år med en B-dag. På B-dagen meldte flere familier og en grundejerforening sig som frivillige bjørneklofightere. De holdt den grønne kile fri for bjørneklo sommeren over. ”Jeg slog både mit eget om kommunens område med le flere gange i løbet af sommeren, så bjørnekloen nåede aldrig at sætte blomst. Arbejdet var til at overkomme, og det var tydeligt at se en effekt, da planten aldrig fik lov til at vokse sig stor og dominere området,” siger en af bjørneklofighterne, og fortsætter: ”Tulstrupvej er helt overgroet med bjørneklo, men det skal ikke ske for Viemosevej, så længe jeg bor her!” En anden bjørneklofighter fortæller, at familien tog en spade med, når de gik tur med hunden, og det har kostet mange bjørneklo livet. Faktisk har de ikke set en eneste blomstrende plante i området i 2005.
Det er vigtigt at fortsætte indsatsen hvor vi slap sidste år, for bjørneklo er en stædig plante. Frøene kan spire op til 7 år efter de blev spredt. Den sikreste måde at slippe af med Bjørneklo er at hugge roden over 5-10 cm under jorden. Det er et arbejde, der er vokset din kommune over hovedet – derfor beder vi borgerne om hjælp til bekæmpelsen, der skydes i gang på B-dagene.
For yderligere oplysninger:
Sven-Ove Larsen, formand for Teknisk Udvalg, tlf. 4820 2605
Pernille Kern Kernel, Agenda 21 projektleder, Hillerød Kommune, tlf. 4820 2604