Kontakt

Borger- og Socialservice

Trollesmindealle 27

3400 Hillerød

Tlf. 7232 0000

Fax 7232 3213

borgerservice@hillerod.dk

Beboerindskudslån

Hvem kan få indskudslån?
Personer, der får tilbudt en lejlighed i alment byggeri.
Bevilling sker kun på baggrund af ansøgning og en konkret vurdering.

Hvem kan ikke få indskudslån? 
Personer, der bor i en tilfredsstillende bolig i samme kommune eller byområde.
Personer, hvor husstandsindkomsten ikke er dobbelt så høj som huslejen, og hvor kommunen afslår at yde boligstøtte.
Personer, der skylder på et tilsvarende lån efter samme regler, kan som udgangspunkt ikke få bevilget et nyt.

Afslag på ansøgning om indskudslån sker altid efter en konkret vurdering.

Indkomst og formue
Bevilling af lån afhænger af husstandens samlede skattepligtige indkomst, også børns indkomst. Det har ingen betydning, at barnet har frikort, skattekort, eller om barnet bidrager til husholdningen på en eller anden måde. Der tages udgangspunkt i personernes A-indkomst efter fradrag af AM-bidrag og ATP-bidrag, renteindtægter, indbetalinger til kapitalpensioner m.m.

Eventuel formue har indflydelse på bevilling af lånet, men det afgøres efter en konkret vurdering.
Den vejledende formuegrænse er indskuddets størrelse + 15.000 kr. 

Husstandsmedlemmer
Alle personer, der har fast ophold i boligen, indgår i beregningen af husstandsindkomsten. Også voksne børn, børnebørn m.m. selvom de reelt har uafhængig indkomst. 
Ved fælles forældremyndighed medregnes børn, hvor de er tilmeldt folkeregisteret.
Personer, der får tilbudt en lejlighed i alment byggeri, hvor boligen første gang er taget i brug den 1. april 1964 eller senere.

Ansøgning og frister
Du ansøger om lån eller garanti for lån til betaling af beboerindskud ved at klikke på "Ansøg om beboerindskudslån" i selvbetjeningsboksen øverst på siden. Print ansøgningen og send den til Borger- og Socialservice.

Du kan også sende ansøgningen elektronisk (Nem-id) til borgerservice@hillerod.dk

Du skal vedlægge kopi af lejekontrakt samt dokumentation for hele husstandens indkomst og aktuelle formue. Ansøgningen behandles hurtigst muligt, men normalt i løbet af 8 dage.  Seneste ansøgningsfrist er 1 måned efter lejemålet er overtaget.

Pligtlån eller garantilån
Hvis du bliver bevilget et lån afhænger lånetypen af den samlede husstandsindkomst.
Det har også betydning, hvornår boligen er opført.

Pligtlån
Gælder kun almene boliger opført efter 1. april 1964.
Lånet bevilges som pligtlån, hvis husstandsindkomsten er under 216.241 kr.  Hertil lægges 38.000 kr. pr. barn i husstanden. Dog højest 152.000 kr. Grænsen gælder for 2012.
Hvis du bliver bevilget et lån, sender vi lånebeløbet direkte til udlejeren.

Garantilån:
Gælder alle almene boliger uanset opførselsår.
Lånet bevilges som garanti for et almindeligt banklån, hvis din husstandsindkomst er under 345.985 kr., med et tillæg på 38.000 kr. pr. barn, dog højest 152.000 kr.  Grænsen er gældende i 2012.

Hvis du bliver bevilget et lån sender banken lånebeløbet direkte til udlejeren.

Forrentning og tilbagebetaling
Pligtlån er som hovedregel rente- og afdragsfrit de første 5 år, lejeren bor i lejligheden, hvorefter tilbagebetaling sker over de næste 10 år med tillæg af en rente på 4,5 % pr. år.

Lån helt uden renter
Du kan vælge at starte en frivillig afdragsordning. På den måde kan lånet betales tilbage rentefrit de første 5 år du bor i boligen.
Tilbagebetaling af garantilån påbegyndes straks. Afdragsperioden afhænger af lånets størrelse dog højest 10 år. Lånet forrentes med markedsrente.
Begge typer lån skal indfries ved fraflytning.