Boligsikring
Hvem kan få boligsikring
Alle personer, der bor til leje i en bolig. Undtaget personer, der modtager folkepension eller førtidspension tilkendt efter pensionslovens regler før 1. januar 2003.
Boligen
Boligen skal benyttes som helårsbolig, og boligen skal være indrettet med selvstændigt køkken med forsvarligt spildevandsafløb.
Boligens størrelse er afgørende for boligsikringen. Boligen må som hovedregel være på 65 m2 for den første person i husstanden + 20 m2 ekstra for hver af de følgende personer. Hvis der er 3 personer i husstanden, må boligen være 65 + 20 + 20 = 105 m2. Hvis den er større end grænsearealet reduceres boligsikringen.
Indkomst og formue
Boligsikringen beregnes på grundlag af husstandens samlede skattepligtige indkomst, inkl. børns indkomst selvom de har frikort eller skattekort. Det har ingen betydning om de bidrager til husholdningen på en eller anden måde.
Der tages udgangspunkt i personernes A-indkomst efter fradrag af AM-/SP-bidrag og ATP-bidrag, renteindtægter, indbetalinger til kapitalpensioner m.m.
Kommunen kan beslutte at give afslag på det ansøgte, hvis husstandens samlede indkomst ikke er dobbelt så stor som huslejen. Det kommert an på en konkret vurdering.
Endvidere kan evt. formue have indflydelse på boligsikringens størrelse, hvis den overstiger 702.700 kr.
Husstandsmedlemmer
Alle personer, der har fast ophold i boligen indgår i beregningen. Også voksne børn, børnebørn m.m. selvom de reelt har uafhængig indkomst.
Ved fælles forældremyndighed medregnes børn, der hvor de er tilmeldt folkeregistret.
Ansøgning og frister
Hvis du vil søge om boligstøtte skal du udfylde og medbringe følgende:
Samtlige papirer sendes samlet til:
Hillerød Kommune
Borger- og Socialservice
Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Ansøgningen behandles hurtigst muligt, men pga. den elektroniske behandling, kan der gå op til 2 måneder fra ansøgningen er indleveret til afgørelsen bliver sendt ud.
Boligsikringen ydes månedsvis forud og udbetales den første hverdag i måneden. I forbindelse med flytning kan ydelsen bevilges fra indflytningsdagen, hvis der er søgt inden 1 måned fra indflytningsdatoen, ellers bevilges boligsikringen fra den 1. i måneden efter du har søgt.
Tilskud
Boligsikring udbetales som skattefrit tilskud og indsættes på din NEM-konto.
Hvis der ikke er børn eller førtidspensionister i husstanden, kan boligsikringen maksimalt udgøre 15 % af huslejen, og højest 936 kr. pr. måned.
Er der børn eller førtidspensionister i husstanden kan almindelig boligsikring maksimalt udgøre 3.293 kr. pr. måned.
Boligsikring på mindre end 242 kr. om måneden udbetales ikke.
Taksterne gælder for 2012.
Boligydelsen indsættes på din NEM-konto
Fraflytning
Boligsikringen ophører på fraflytningsdagen, selvom du skal betale husleje i en periode efter fraflytningen, fx den periode hvor boligen bliver istandsat.
Oplysningspligt
Alle husstandsmedlemmer er i forbindelse med boligsikring pligtige til at give oplysninger om forhold, der kan have betydning for boligsikringens størrelse.
Eksempler kan være:
- Ændring af huslejen, indkomsten/fradrag
- Feriepenge i forbindelse med jobskifte
- Formue
- Antal husstandsmedlemmer
- Udlejning af hele eller en del af boligen
Du skal være opmærksom på, at ændringer skal gives direkte til boligstøttekontoret. Det er ikke tilstrækkeligt, at du har givet oplysning til din sagsbehandler, skattemyndigheden eller andre myndigheder.
Efterregulering
En gang årligt kontrollerer boligstøttekontoret den oplyste indkomst for det foregående år mod årsopgørelsen for samme år.
Er indkomsten på årsopgørelsen højere end den du har oplyst til boligstøttekontoret, bliver boligsikringen reguleret, og boligsikringen kan helt eller delvist kræves tilbagebetalt.
Derfor er det vigtigt, at alle i husstanden husker at give boligstøttekontoret besked om ændring i deres forhold jf. ovenfor.