Grundvand - indsatsplaner
Hillerød Kommune skal udarbejde indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse i områder, hvor Miljøcenter Roskilde har færdiggjort geologisk, hydrogeologisk og geokemisk kortlægning. Indsatsplanen skal beskrive de indsatser, der skal til for at afhjælpe og forebygge forurening af grundvandet. Desuden skal indsatsplanen indeholde en tidsplan for hvornår, og af hvem, indsatserne skal gennemføres.
Indsatsplanen er en dynamisk plan, der skal revideres løbende og gerne indarbejdes i kommunens øvrige planer.
Bekendtgørelsen om indsatsplaner (Bek. nr. 1430 af 13/12 2006) fastsætter nærmere retningslinjer for indsatsplanerne, herunder krav til planernes indhold og behandling.
I overensstemmelse med
vandforsyningsloven (lovbek. nr. 1026 af 20/10 2008) har kommunen oprettet et koordinationsforum til at bistå sig ved udarbejdelse og realisering af indsatsplanerne i kommunen. Koordinationsforummet består af repræsentanter for kommunerne, vandværkerne, jordbruget, industrien og DN. I Hillerød Kommune bliver dette koordinationsforum kaldt ”Grundvandsrådet i Hillerød Kommune”.
Indsatsplaner skal behandles i grundvandsrådet og godkendes politisk i kommunen, men inden den politiske godkendelse skal indsatsplanerne ud i offentlig høring.
Når den offentlige høring er afsluttet skal en indsatsplan igen forelægges Miljø og Teknik Udvalget, hvorefter der kan arbejdes videre udfra de retningslinier og aftaler der er lagt i planen.
En offentlig høring skal have en varighed af mindst 12 uger.